Rekordmange danske alkoholfrie øl
Det fremgår af en analyse udarbejdet af Beerticker for Bryggeriforeningen.
Tilbage i 2012 og en længere årrække før var der kun to danske alkoholfrie øl til forbrugerne - Tuborg Super Light og Royal Free.
Men i 2013 kom der ny innovation på markedet, da Mikkeller lancerede Drink'in The Sun fulgt af Drink'in The Snow. Det er også Mikkeller, der i dag står bag klart flest alkoholfrie øl - med hele 16 valgmuligheder, inklusive varianter med grapefrugt, blåbær, lime, hindbær, druer, yuzu frugt, citron, appelsinskal, korianderfrø og kaffe.
Blandt de 57 øl er der både Pale Ale's, Hvedeøl, Pilsnere, Sour Ale's, IPA'ere, Brown Ale's samt en Oatmeal Stout. I sæsonen er der også dedikerede jule- og påskebryg såsom Driving Home From X-mas fra To Øl.
På fem år er der sket en femdobling i salget af alkoholfrie øl. 4.713.000 liter drak danskerne i 2019. I 2014 var det 938.700 liter.
- Dygtige bryggere og hip-faktor
Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald, mener, at der er to hovedårsager til eksplosionen i alkoholfrie alternativer.
- Bryggerne er ganske enkelt blevet dygtigere til at brygge alkoholfrie øl, som smager godt. Samtidig er det blevet socialt acceptabelt at nyde en øl uden alkohol - i visse kredse er det endda ret hipt, siger Niels Hald.
17 af de 57 alkoholfrie øl er økologiske, inklusive fem fra Ørbæk Bryggeri og fire fra Svaneke Bryghus. Og både Mikkeller og Munkebo Brewery kan byde på en glutenfri alkoholfri øl.
Samtidig med at de danske forbrugere har hældt stadigt mere alkoholfrit øl i glasset, er den gennemsnitlige alkoholprocent i nye danske øl faldet betydeligt gennem årene. I 2013 var gennemsnittet næsten på 6,94 %. Siden da er den løbende faldet hvert år frem til 2018, hvor den kom ned på 6,28 %, mens den i 2019 var på 6,31%.
Tre ud af fire øl solgt i Danmark er dog pilsner og classic, som typisk har en alkoholprocent på 4,6.
Øl på op til 0,5 % betegnes ifølge lovgivningen som alkoholfri.
Se alle de 57 danske alkoholfrie øl her: Alkoholfri øl